Der skrives og siges af og til, at partiturmusikken er i krise. Det er den ikke , men formidlingen og opførelserne af den er oftest ude af trit med både den omgivende virkelighed og den kunstnerisk intention og sjæl.
Er dette en kritik af komponister, musikere og ensembler ?
NEJ ! – men en dybfølt bekymring, der hele tiden bliver større.
Det følgende er en række af tanker, som er tumlet rundt i mit hoved i de sidste par år.
Nu skal de ud, så der er plads til andre ting på den mentale harddisk. Forhåbentlig kan de tjene som inspiration eller oplæg til debat.
At hævde at partiturmusikken er på vej ud svarer groft sagt til at sige at det skrevne ord for en dramatiker er på vej ud.
Det er indlysende at en komponists mulighed for at komponere,strukturere og sammensætte et musikalsk forløb visuelt / grafisk på papir,skærm eller andet så enten levende mennesker eller en computer kan opføre det, er en eviggyldig og blivende arbejdsmetode.
Problemet ligger i at vi i Danmark har været særlig gode til at opdele musik på en musikpolitisk facon, hvor musik som er noteret i klassisk partitur er blevet betragtet som finere og rigtigere kunst end musik og tonekunst der udelukkende kan høres og ikke læses. Dette har skabt en uhensigtsmæssig splid, som i virkeligheden har isoleret partiturmusikken
Problemet ligger et andet sted nemlig i ledet efter, hvor koncertarrangøren og senere musikerne tager over.