Thomas Sandberg

Thomas Sandberg er en af danmarks førende musikalske performere og formidlere. Han har altid nysgerrigt pendlet rundt i mange forskellige områder indenfor såvel musik- og teatermiljøet som andre tilstødende kunstarter og udtryksformer.
For Thomas handler det om at udforske nye veje og nedbryde de snævre grænser mellem genrerne. Som en opdagelsesrejsende forsøger han at finde nye hvide pletter på det kunstneriske landkort.

Thomas Sandberg har modtaget mange priser og anerkendelser for sit virke.

Pressen har skrevet:

Og hvis nogen mener at slagtøj er kedeligt, beviste Thomas Sandberg, at det passer i hvertfald ikke. For i sit tre kvarter lange show sørgede han ikke blot for rytmer af alle slags og på de mest uventede “instrumenter”. Han leverede også komik, slapstick og masser af humor, så publikum klukkede af latter…. Horsens Folkeblad 

Nytårskoncerten på Værket i lørdags var ikke kun underholdning i høj klasse, men også en særlig musikoplevelse….
Det helt specielle ved koncerten var den eminente slagtøjssolist, multikunstneren Thomas Sandberg.
Han optrådte som en form for musikalsk stand-op komiker, som tilføjede musikken en helt ny dimension eller skabte noget fuldstændig originalt…..
Thomas Sandberg er en sprudlende improvisator. Hans komiske begavelse hviler på hans store musikalitet. Han fornemmer momentet, den præcise udtryksfulde forskel mellem tavshed og lyd. Han er fuldstændig naturlig i sin optræden….

Monica Papazu, Randers Amtsavis .

De er lutter åbenstående munde , når Thomas Sandberg giver sig til at brillere med legetøj, stemme og slagtøj som remedier i en improvisation, der slår alt, hvad børnene i salen før har hørt af human beatbox og lignende fænomener…
Gummidyrene får et ekstra klem af Thomas Sandberg og det er sikkert ham, ungerne husker, når de skubbende og masende har forladt operaens blå plys… 
Thomas Michelsen, Politiken 

Thomas kan få alt til at swinge – giv ham et fodgængertorv, et plastsæde, giv ham hvad som helst!
Han er legebarnet uden grænser, der spiller på det essentielle pulsslag.
 ,Berlingske Tidende 

Sandberg er vores sjoveste slagtøjsspiller…. Kunst i grænselandet mellem stand up, improvisation, ny kompositionsmusik og teater..Sat ned på en stol mellem to mikrofoner udvidede percussionisten vores rammer for forståelse af, hvad der er musik, hvad der er slagtøjsspil, og hvad der bare er elementært morsomt….
Thomas Michelsen, Politiken 

 

 

photos

om thomas

Thomas Sandberg er en af danmarks absolut førende musikalske performere. Han er oprindelig uddannet slagtøjssolist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men har altid nysgerrigt pendlet rundt i mange forskellige områder indenfor både musik- og teatermiljøet.

For Thomas handler det om at udforske nye veje og nedbryde de snævre grænser mellem genrerne. Som en opdagelsesrejsende forsøger han at finde nye hvide pletter på det kunstneriske landkort. Iagttagelse af menneskelig adfærd og vanemønstre er en uudtømmelig inspiration for ham i hans musikdramatiske værker, hvor humor ofte spiller en vigtig rolle.

Som komponist henter han sin inspiration naturligt og fordomsfrit i hele det musikalske genrespektrum med abstrakt avantgarde i den ene ende og enkel popmusik i den anden.

Improvisation og intuitiv skabelse går ligeledes hånd i hånd med stram komposition og defineret struktur.

Det ene øjeblik komponerer han til radio eller teater og medvirker som regel også – som skuespillende musiker eller sanger. Det næste øjeblik er han på landevejen i DK eller resten af verden med en af hans egne musikalske soloforestillinger eller koncertperformances. Skolekoncerter og musikalske projekter med børn indgår også i hans fyldte kalender.

Thomas Sandberg har modtaget mange priser og anerkendelser for sit virke.

Personligt:
født i Charlottenlund 2. november 1967 og opvokset i Lyngby.

Uddannelse:
1974-1983: Lindegårdsskolen
1983-1986: Student fra Lyngby Statsskole
1988-1996: Diplom- og Solistklasse fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
2014-2016: Diplom i Kunst- og Kulturledelse fra Scenekunstens Udviklingscenter/ University College Sjælland.
Autodidakt som komponist og skuespiller/performer.
Autodidakt som programmør og softwareudvikler.

Priser og anderkendelser:
Musikanmelderringens Kunstnerpris 1998
Komponistforeningens Musikerpris 2000
P2-prisen for bedste Vokalindspilning 2003 (On this Planet)
Magasinet TeaterET’s Musikdramatiske Pris 2005
Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat 2006-2009.
Årlige arbejdslegater fra Statens Kunstfond i perioden 2000 – 2017.
Danish Music Award 2011 for Sandberg Explorer.
Optaget i Kraks Blaa Bog 2020

Medmodtager af Danmarks Teaterforeningers Pris for Bedste Børne- og Ungdomsforestilling for hhv.: “StandarD – Dans på tværs” , Anemoneteatret (2000), DASK, Uppercut Danseteater (2003), Fyrtøjet, Det Danske Teater (2005)

Nedslagspunkter:

Thomas var i starten af 90’erne medstifter af både Athelas Sinfonietta Copenhagen og Figura ensemblet, hvor han var medlem som slagtøjsspiller indtil omkring 2001.  I samme periode var han også aktiv som slagtøjsspiller og performer på bl.a. Den Anden Opera, Det Kongelige Teater, Storstrøms Kammerensemble samt et væld af andre freelance opgaver. I hele denne periode er det blevet til et væld af uropførelser, nemlig: 24 kammeroperaer, 55 kammerværker og 22 soloværker.

Thomas brød traditionen med sin debutkoncert fra konservatoriet i 1996, idet han som den første flyttede koncerten fra konservatoriets festsal til teaterrummet i Den Anden Opera, hvor koncerten blev koreograferet og iscenesat med lys og effekter. Første afdeling var tre uropførelser af hhv. Wayne Siegel, Jens Hørsving samt Thomas Sandberg og anden afdeling var helliget et musikdramatisk børneteaterstykke med Thomas i hovedrollen og musik af Svend Aaquist.

Thomas har hele sin karriere haft et nært samarbejde med en lang række danske komponister hvoraf Anders Nordentoft, Andy Pape og Fuzzy er de mest gennemgående. Målet har hver gang været at udfordre, udvikle og udvide den traditionelle musikerrolle.

Med Anders Nordentoft var det som sanger med en ambition om at bringe den rå og uskolede stemme ind i et komponeret sinfoniettaunivers som solist i operaen On this Planet, der i øvrigt rent dramaturgisk blev udviklet, visualieret og instrueret af nu afdøde Martin Tulinius.

Med Andy Pape var det instrumentalteatret der blev udforsket i værkerne Days of a Snaredrum, ln search of…. ,The Secret Life of Harry Wallbanger samt en mængde kammerværker samt operaer hvor musikernes roller også var dramatiske. Days of a Snaredrum blev i øvrigt lavet i en symfonisk udgave med Sjællands Symfoniorkester, da Thomas modtog Musikanmelderringens Kunstnerpris i 1998.

Med Fuzzy var det en række performative,interaktive og elektroakustiske værker hvor The man who murdered music fra 1999 var højdepunktet. Herudover masser af duo koncerter på bl.a. Louisiana og Arken.

Thomas har siden 1997 skabt 10 soloforestillinger hvor samspillet med den musikalske performance og den fysisk dramatiske samt koreografiske ditto har været hovedfokus.

Musikteater/Teatermusik fra 1997 dannede rammen om instrumentalteaterværkerne Days of a Snaredrum samt In search of… af Andy Pape – begge skabt til Thomas samt værker af Wayne Siegel og endelig Plat du Jour af Thomas selv.

The Man who murdered music fra 1999 var en hyldest til Spike Jones skabt i samarbejde med Fuzzy.

Musikalske Monologer fra 2000 var en buket af musikdramatiske soloværker og herunder monologen Rondeay af György Ligeti samt Thomas Sandbergs egen Pär Formans Delight, The chair and the impatient.

The Secret Life of Harry Wallbanger fra 2001 var baseret på et nyt værk af Andy Pape og forestillingen spilled 30 gange på Bådteatret i København.

On this Planet fra 2001 blev som ovenfor nævnt skabt i samarbejde med Anders Nordentoft og Martin Tulinius, der også modtog en Reumert for forestillingen. CD udgivelsen modtog P2 prisen for bedste vokalindspilning foran nomineringer med bl.a. Radiosymfoniorkestret.

TRANSIT fra 2005 var en musikdramatisk børneteaterforestilling skabt i samarbejde med instruktøren Thomas Malling samt scenografen Jane Wessely. En komisk performance om en mand, der sidder og fordriver tiden i en lufthavn, mens han venter på sit fly.

INTER_FACE fra 2009 er første del af en teknologisk trilogi, hvor Thomas udforsker samspillet med musikalsk performance og teknologi. Til forestillingen udviklede Thomas et omfattende softwaremiljø, som interaktivt kunne bearbejde og manipulere lyd, video og grafik.

LOOP fra 2011 er anden del af trilogien, hvor den musikalske gentagelsen og menneskelige vaner og rutiner er i fokus.

iPlay uPlay wePlay fra 2015 er sidste del af trilogien og i denne udforskes det legende menneske i en digital verden. Homo Ludens Digitalis er i spil og forestillingen havde urpremiere på Festspillene i Bergen.

AlgoRitmo fra 2017 er en musikdramatik parafrase omkring algoritmer, vaner og rytmer. Forestillingen havde urpremiere på Festspillene i Bergen samt spillede på CPH Stage.

Thomas har derudover medvirket som musiker, skuespiller eller komponist i et utal af andre forestillinger på teatre i DK og herunder Det Kongelige Teater og han har været solist med bl.a. Radiosymfoniorkestret, Tivolis Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester, Randers Kammerorkester, Athelas Sinfonietta Copenhagen, Konservatoriets Symfoniorkester samt Den Kongelige Livgardes Musikkorps.

Thomas var medlem af Statens Kunstråds Musikudvalg fra 2011-14.

Thomas har i alle årene spillet koncerter og forestillinger for børn og unge som en af hans absolutte hovedprioriteter. Det er således i snit blevet til ca. 200 shows om året i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland samt senest Kina og Thomas har således også mange gange ligget i top på KODA’s liste over mest spillede koncerter i udlandet. Thomas turnerer i efteråret på livet løs i Norge, Sverige og Danmark

Aktuelt:

Thomas arbejder i øjeblikket på idéerne til en ny soloforestilling om Kreativitet.

Derudover arbejdes på en interaktiv app udgivelse hvor nye kompositioner af Thomas kan agere dynamisk i forhold til en lang række parametre som f.eks. lokation, tidspunkt, temperatur samt mere individuelle input.

Kontakt

    Dit navn (påkrævet)

    Din Email (påkrævet)

    Emne

    Din Besked

    Eller skriv via dit eget mailprogram på følgende adresse: kontakt@thomassandberg.dk