Jeg stiftede først bekendtskab med Harry Wallbanger for tre eller fire år siden. det er ikke til at sige helt præcis hvornår, for Harry har en lidt undselig ,ja måske ligefrem sky personlighed. Slet ikke som hans bror, Harvey, som er professionel alkoholiker. Næh, Harry er en helt anden type - og det sjove ved det hele er, at når man lærer ham at kende, vokser han lige så stille ind i een. det første indtryk er måske noget med " Hold ham langt borte fra mig!", eller " Han er vel nok en underlig snegl !". Men lidt efter lidt er det som om, man ikke kan undvære hans selskab. Jeg må blankt tilstå, at der lidt "Harry" i mig selv, ja at der måske ligefrem er lidt Harry Wallbanger i alle mennesker. Han er ikke en mand som man sådan beundrer, een der kan et eller andet helt exceptionelt. Som at slå saltomortaler på vingen af en flyvemaskine mens den er i luften. Han er ellers god til at slå, men han er slet ikke voldelig, som f.eks. hans far Henry, som kan være lidt voldsom til tider. Harry ligner mere sin mor Harriet, som han i øvrigt er navngivet efter. Harriet var verdensmester i tæppebankning. Og jeg kan forstå på Harry, at han fra barnsben af har siddet time efter time og set beundrende på sin mor, mens hun bankede tæpper i gården. Især om vinteren med en varm kop kakao i hånden, var det noget af det bedste han vidste. Undtagen hvis det havde sneet, for så blev han våd i røven.
Harry er ikke en mand af mange ord. Han er, for at sige det ligeud, ret tavs. Han er så vist jeg ved, heller ikke videre belæst. Der er dog et digt, som han kan udenad. Digtet er skrevet af Henry David Thoreau og lyder :
Why, should we be
in such desperate haste
to succeed and in such
desperate enterprises ?
If a man does not keep pace with his companions,
Perhaps it is because he hears a different drummer,
Let him step to the music he hears
However measured or far away
Jeg ved ikke hvor længe bekendtskabet med harry varer - måske nogle måneder, måske nogle år, måske resten af livet. Han er lidt svær at holde fast på - og det ville undre mig, at han rejser langt bort en eller anden dag, når man mindst venter det. Og dog har jeg på fornemmelsen, at han aldrig rigtig forsvinder.
Andy Pape, Komponist. Oktober 2001
Thomas Sandberg om Pär Formans Delight - The Miniature
En gang for længe siden boede der i den svenske flække Klingarhult en mand ved navn Pär Forman.
Han havde en iskiosk og var rigtig flink til at lave den gode svenske flødeis, fyldt med hvad der nu skal i sådan nogle. Pär var meget populær og afholdt. Folk stimlede sammen i lange køer foran disken i kiosken for at købe en af hans berømte vaffelis : Pär Formans Delight.
Pär havde en drøm. Han ville gerne noget andet. Derfor kunne han finde på, når han cyklede hjem fra kiosken, at stille cyklen i vejkanten et øde sted og løbe ind på engen for at danse og hoppe og synge og spille musik på hvad han kunne finde. Sommetider om søndagen kunne han sågar finde på at rejse helt ind i de mørke skove for at råbe og skrige i kor med elge og rovfugle. Sådan gik Pär Formans liv med pasning af iskiosk og udfoldelse af hans hemmelige interesse i fritiden.
Pär Forman var grundig. Han nedskrev altid sirligt alle sine nye påfund, som han udviklede på de øde steder og egne. Ved et tilfælde kom jeg på rejse i Sverige for nogle år siden tilfældigt til at køre igennem omtalte flække, Klingarhult. Ved et stop i nærheden af en sø kunne jeg skimte et lille gammelt træhus i det fjerne, som da jeg kome nærmere viste sig at være en forladt iskiosk. På det vejrbidte skilt inde i huset med inskriptionen Pär Formans Delight, så jeg en stak gamle papirer stikke ud forneden. Jeg hev dem frem og fandt hurtigt ud af, at jeg stod med optegnelser og anvisninger til musikalsk og scenisk ageren. Efter nærmere undersøgelse og indtil flere besøg på Lensarkivet i Klingarhult stod det mig nu lysende klart, at der var tale om en hidtil ukendt scenekunstner. En mand som hele sit liv flinkt og dygtigt havde passet sit job som kioskejer uden nogensinde at afsløre sin anden identitet. Mon han er den eneste ? Pär Formans Delight, The Minature er en hyldest til denne for sin samtid ukendet scenekunstner og til alle andre....
Thomas Sandberg, Komponist & Performer. Oktober 2001.
Om Rondeau af Gyôrgy Ligeti
Rondeau er "komponeret i begyndelsen af tresserne, på et tidspunkt i Ligetis udvikling som han ikke selv tøver med at kalde en krise. Stykket er et monodrama, et énmands teaterstykke i rondoform og Ligetis eneste i denne genre. Rondo vil som bekendt sige, at et tema igen og igen vender tilbage. Her er det begyndelsens tekst som foredrages i rondoform med refrain og mellemspil. Stykket drejer sig om en skuespiller, som spekulerer over meningen med sit arbejde. Han taler med en fiktiv samtalepartner. Egentlig musik forekommer kun sporadisk. Det er et af Ligetis såkaldte "bevidst formålsløse" værker, en collage over det overfladiske og stereotype i selve sproget.
Om Instrumentalteater af Bent Lorentzen
Instrumentalteater er opstået en gang i midten af forrige århundrede i et internationalt spændingsfelt mellem yderst forskellige miljøer : San Fransisco, Darmstadt, Polen, Jazz'en og Happening'en med navne som Terry Riley, Oliveros, Subotnik, Paik, Cage og Tudor, samt Kagel og Ligeti. I de nordiske lande kan nævnes Folke Rabe, Jan Bark og Karl-Erik Welin. Genren er opstået som et aggresivt oprør, ja måske ligefrem en revolution , mod den borgerlige musikkulturs krukkede manerer og skaberi.
Herhjemme finder vi de første oprørere blandt Fluxux-folkene, som musiker og komponist skal der her nævnes Henning Christiansen, der mest samarbejdede med billedkunstnere. Blandt tidlige oprørske musikere skal nævnes Jørgen Friisholm og Suzanne Ibstrup.
Selv om oprøret og instrumentalteatergenren er erklæret død adskillige gange, ligesom i øvrigt borgermusikken, så lever genren stadig. Jeg tror det skyldes dens kritiske underholdningsværdi, dens ægthed og dens nødvendighed. Modernismen i billedkunsten var også nødvendig.
Byen Krakow i det sydlige Polen har en højt berømmet teatertradition, der hører til blandt verdens bedste. Det er derfor ikke mærkeligt at Krakow var og stadig er hjemsted for en af verdens mest levende instrumentalteatergrupper, nemlig MW2, der for snart 50 år siden blev grundlagt af pianisten og komponisten Adam Kaczynski. En af grundene til, at de har overlevet er deres tilgrundliggende teori om, at der skal både musikere og teaterfolk til at lave godt instrumentalteater. Allervigtigst er deres idé om, at der skal være en overordnet sceneinstruktøt, samt adgang til et teaters kostume - og rekvisittjeneste. Det sidste er en vigtig ting, hvis forestillingen skal virke færdig. Meget instrumentalteater har i tidens løb været alt for uproffesionelt udstyret og instrueret.
Det berømteste stykke instrumentalteater er nok Boguslaw Schaeffers Kvartet for 4 skuespillere. Ideen i stykket er at 4 skuespillere skal opføre en strygekvartet. Selv om de bruger nodestativer, er det uden noder og instrumenter ( skuespillerne spiller altså det, der populært kaldes "luftguitar"): Efterhånden som Schaeffers værk skrider frem, har kvartetten inddraget hele scenen i deres eskalerende aktiviteter, og showet ender med et overraskende sluttableau, en akrobatisk opstilling, hvor de står på skuldrene af hinanden og råber af deres lungers fulde kraft.
I nyere tid har flere danske musikere og komponister med stor succes samarbejdet indenfor genren. Jeg tænker her på cellisten Morten Zeuthen (Pape) og pianisten Erik Kaltoft (Kagel, Karl Aage Rasmussen), janitsharen Einar ielsen og basunisten Niels-Ole Bo Johansen (undertegnede).
Sandberg og Papes samarbejde omkring instrumentalteater repræsenterer en videreudvikling af genren. Fokus er flyttet fra det borgerlige opgør imod en granskning af det man kunne kalde " ritualernes absurde tyranni". På lydsiden er vægten blevet rykket mode den traditionelle klingende musik - noget som det oprindelige/ældre instrumentalteater helst undgik. Denne "musik" repræsenterede da også i høj grad det borgerskab, som der skulle gøres oprør imod. Begrebet "fremadskridende handling" har også fået en større vægt end i tidligere tiders instrumentalteater.
Samarbejdet Pape/Sandberg har også indebåret en delvis udviskning af rollerne komponist/musiker. Denne klassiske tradition der indebærer at komponisten afleverer et færdigt partitur til den / de udførende, som så indstuderer "værket". Denne tradition forlanger kompponistens ubetingede "genialitet" - for komponisten kan jo ikke ændre sinde noder, når han hører musikerne spille dem ved første prøve.
"Harry Wallbanger" er blevet til som en slags ping/pong arbejde mellem Pape og Sandberg, hvor de begge har blandet sig i hinandens arbejdsområder, samtidig med at de bevarer stor respekt for hinandens forcer. Reslutatet er som foreligger - en rejse i deres (og måske vores?) forunderlige, absurde verden.
Bent Lorentzen, Komponist. Oktober 2001.
Tilbage til Harry Wallbanger